Lenze er nu officiel partner

Efter mange års uofficielt partnerskab har Lenze og AB Electric endelig fået papir på hinanden. AB Electric kan nu kalde sig for Lenze Performance Partner.

AB Electric har arbejdet med Lenze servosystemer lige siden servoteknologien blev opfundet.

– Vi var med fra starten og faktisk også inden servoteknologiens indtog, den gang, det hed Lenze DC-styringer. Derfor har vi meget stor erfaring i komplette løsninger, hvor der indgår servo samt migrering af drives fra gamle 8200/9300 til nye 8400/9400 systemer, forklarer Frank Jørgensen, Projektchef hos AB Electric.

AB Electric, som i dag har rundet de 60 medarbejdere, har 5 ingeniører, der er eksperter i Lenze servosystemer. Det giver kunderne en sikkerhed for, at deres systemer og hardware til enhver tid kan opgraderes til den mest fremtidssikrede udgave.

– En af vores største styrker er, at vi kan varetage en automationsopgave fra A-Z. Vi kan klare alt lige fra projektering, konstruktion, dokumentation, fabrikering af styretavler, software, el-montage, test og til idriftsættelse hos kunden. Det gør os og vores partnere til meget stærke aktører, fortæller Frank Jørgensen.

Selvom AB Electric har lavet automationsløsninger inden for de fleste brancher gennem de seneste 40 år, venter der stadig mange nye, spændende opgaver og især inden for servoteknologi.

 

– Vi tror på, at der er mange fordele ved partnerskaber, som det vi har indgået med Lenze. Ikke blot vores stærke geografiske placering i trekantområdet men også den synergi, det hele skaber. Vi glæder os til en interessant fremtid sammen med Lenze, hvor vi skal hjælpe hinanden med at udvikle vores fælles kompetencer endnu mere – til gavn for vores kunder, slutter Frank Jørgensen.